181205

Europacup afdeling i tractorpulling på festivalen.

Vi har nemlig en stor nyhed på programmet næste år. Tractor pulling trækker ikke blot de tonstunge slæder men også godt i publikum. Og fans af tractor pulling kan i 2019-udgaven af motorfestivalen opleve nogle af Europas vildeste tractor pullere, idet festivalen får en afdeling af Eurocuppen i klassen Super Stock.

Der er tale om monstermaskiner, som enten kører på metanol eller diesel og som begejstrer fans af tractor pulling rundt om på de Europæiske tractor pulling baner – og nu også for første gang på banen ved Allingåbro Motor Festival.

Super Stock klassen køres kun i Allingåbro og på banen i Brande senere i 2019, så det er simpelthen den 18. maj 2019, du skal krydse af i kalenderen for årets store oplevelser. Og du kan allerede nu købe din billet med rabat på www.billetsalg.dk

Ud over kanon tractorpulling af traktorer med mere end 6000 hk får du også alle de andre spændende motorbegivenheder på festivalen med: drag race opvisning af motorcykler og biler, udstilling af amerikanerbiler, privateget kampvogn og pansret mandskabsvogn og mc, motocross og trial opvisning, drifting og go carts, RC-biler og 4-hjuls trækkere der kæmper med stejle bakker og vandhuller, masser af musik, merchandise, mad boder og underholdning for børnene.